Ny start for lokalplanen i Landekvarteret: Dialogen kommer først

01-09-2026

Middelfart Kommune tager hul på en ny proces frem mod en bevarende lokalplan for Landekvarteret. Ambitionen er fra start, at det kommende forslag skal være enklere og mindre restriktivt end de tidligere forslag. Derfor begynder arbejdet denne gang ikke med et færdigt lokalplansforslag, men med samtaler med områdets grundejere.

Det er tredje gang, Middelfart Kommune indleder arbejdet med en lokalplan for Landekvarteret. De to tidligere forløb kom ikke i mål, blandt andet fordi forslagene mødte betydelig modstand blandt områdets grundejere.

Derfor har kommunen valgt at tilrettelægge processen anderledes denne gang. Før der bliver skrevet et nyt forslag, vil kommunen lytte til grundejernes erfaringer med de tidligere forløb og deres ønsker for kvarterets fremtid. Dialogen skal samtidig give et bedre billede af, hvilke bevaringsværdier beboerne oplever som de vigtigste, og hvor der er mulighed for at give friere rammer.

– Vi ved, at de tidligere processer har skabt både bekymring og frustration blandt en del af grundejerne. Det tager vi alvorligt, og derfor begynder vi denne gang med dialogen. Landekvarteret har nogle særlige kvaliteter, som vi mener er værd at bevare. Det er fx de åbne og grønne gaderum, boligernes placering ift. vej, de ensartede hustyper og en ensartethed i bygningsformen. Derfor vil vi tale med beboerne om, hvad der er vigtigt for dem i deres egen del af kvarteret. Derefter går vi i gang med at udarbejde et nyt forslag, siger formand for Teknisk Udvalg, Johannes Lundsfryd.

Et kvarter med en særlig historie

Landekvarteret blev udviklet i perioden fra 1928 til 1948 på arealer, der blandt andet tilhørte Houggården og gårdejer Valdemar Larsen, som tog initiativ til udstykningen. Tanken var at skabe et velordnet og attraktivt villakvarter.

I dag fortæller kvarteret en sammenhængende historie om udviklingen af det danske enfamiliehus fra mellemkrigstiden og frem mod efterkrigstiden. Vejforløb, de mange ensartede hustyper og bygningsformer samt boligernes placering i forhold til vejen er tilsammen med til at give området dets særlige udtryk. Det er blandt andet disse bevaringsværdier, kommunen vil være nysgerrig på i dialogen: Hvad er vigtigst at passe på, hvis Landekvarterets historie fortsat skal kunne aflæses i områdets bygninger og struktur – og hvor kan reglerne samtidig blive mere lempelige?

Formålet med en bevarende lokalplan er ikke at fastfryse kvarteret. Det er at passe på de vigtigste kvaliteter og samtidig give plads til, at boligerne kan udvikles og tilpasses nutidens og fremtidens behov.

– Landekvarteret er et attraktivt sted at bo, og det skal det også være i fremtiden. Opgaven er at finde en rimelig balance, hvor vi værner om det, der gør kvarteret særligt, uden at lægge unødige begrænsninger på den enkelte grundejer. Og i flere tilfælde mener jeg, at vi kan gøre rammerne mere lempelige for beboerne, siger Johannes Lundsfryd.

Enklere og tydeligere regler

I dag gælder der en række ældre servitutter i området. Nogle af dem kan være vanskelige at forstå og administrere, og enkelte kan være meget begrænsende. En ny lokalplan kan samle og modernisere reglerne, så det bliver tydeligt for den enkelte grundejer, hvilke muligheder der er for eksempelvis at bygge om eller bygge til.

De konkrete regler er ikke fastlagt på forhånd. Dialogen med grundejerne skal netop være med til at sætte retningen for, hvad lokalplanen skal omfatte, og hvor detaljeret den skal være. I første omgang er der dialoger med beboboere fra vejene Vestre Hougvej, Norgesvej, Finlandsvej, Sverigesvej, Islandsvej, Violvej og Østre Hougvej.

Samtaler med forskellige beboere

Som første skridt inviterer kommunen en gruppe grundejere med forskellige perspektiver på livet i Landekvarteret til samtaler. Det kan være tilflyttere og mennesker, der har boet i området i mange år, børnefamilier, ældre og enlige. Samtalerne tager udgangspunkt i deltagernes nære miljø og ønsker til den del af kvarteret, de selv kender fra hverdagen. De behøver altså ikke forholde sig til hele Landekvarteret, men skal blandt andet fortælle, hvilke kvaliteter, de oplever som vigtige omkring deres egen vej.

Målet er at få indtryk fra forskellige dele af kvarteret og forskellige ønsker til processen og områdets fremtid.

Andre grundejere i området, som gerne vil bidrage til dialogen, får også mulighed for at kontakte kommunen og bede om en samtale.

Samtalerne bliver gennemført i oktober og november 2026. Herefter samler kommunen op på de synspunkter og forslag, der er kommet frem. På den baggrund udarbejder forvaltningen et forslag til en ny lokalplan. Forslaget skal behandles politisk, inden det kan sendes i offentlig høring.

Her får alle i området mulighed for at læse det og indsende bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag, før der bliver truffet en endelig politisk beslutning.