Nye knopskydninger på Keramikruten:

Lancering af Middelfartkrukken

20-03-2026

Middelfart Kommune inviterer til lanceringen af Middelfartkrukken fredag 27. marts klokken 15.00 ved indgangen til CLAY Keramikmuseum Danmark.

Med Middelfartkrukken får Middelfart et nyt, synligt symbol på byens udvikling og et nyt kunstnerisk spor på Keramikruten. De 20 unikke krukker er keramiske værker, skabt til at indgå i byrummet og markere steder, hvor byen er i bevægelse, og hvor noget nyt spirer frem.

- Når vi udvikler Middelfart, er det vigtigt, at vi tænker kunsten ind helt fra begyndelsen og ikke som noget, der kommer til sidst. Middelfartkrukken viser meget fint, hvordan kunst kan være med til at give byudviklingen identitet, retning og nærvær. Krukkerne bliver synlige tegn på alt det, der spirer frem i Middelfart – både de steder, der allerede summer af liv, og de steder, der er ved at folde sig ud, siger Johannes Lundsfryd Jensen, formand for Teknisk Udvalg.

Middelfartkrukkerne placeres ved grønne byrum, opholdssteder og andre centrale steder i byen. Her skal de være med til at skabe sammenhæng mellem kunst, bynatur, fællesskaber og byliv. Krukkerne er fysiske symboler på alt det, der gror i Middelfart, og samtidig mobile vartegn, som kan flytte sig i takt med byens udvikling og aktivere nye steder og nye fortællinger.

Projektet hænger tæt sammen med Mulighedernes Middelfart, hvor der arbejdes med flere grønne byrum, oplevelsesrige forbindelser og tydeligere wayfinding i midtbyen. Her bliver Middelfartkrukken et gennemgående og genkendeligt element, som både kan binde byen bedre sammen og invitere borgere og besøgende til at gå på opdagelse mellem byens destinationer, oplevelser og udviklingsområder.

- Der er stærke perspektiver i at tænke kulturoplevelser endnu mere ind i byrummet og tættere på hverdagslivet. Når kunsten bliver en del af de steder, hvor mennesker færdes, bor og mødes, kan den skabe glæde, nysgerrighed og fælles oplevelser for langt flere. Middelfartkrukken er et godt eksempel på, hvordan kunst og kultur kan række ud over de traditionelle kulturinstitutioner og blive en levende del af lokalsamfundet, siger Linda Johnsen, formand for Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget.

Krukkerne, som bliver en del af Keramikruten i Middelfart, peger samtidig på keramikkens særlige rolle i byens identitet og i mødet mellem kunst, håndværk og hverdagsliv. Middelfartkrukken er skabt af keramiker og skulptør Per Ahlmann fra Tommerup Keramiske Værksted. Alle krukker har samme grundform, men hver har sin unikke overflade, glasur og inskription.

- Keramisk kunst har en særlig evne til at forbinde håndværk, historie og hverdagsliv. Netop derfor er keramik så stærkt et materiale at arbejde med i det offentlige rum. Middelfartkrukken har dybe rødder i den stolte keramiktradition i Danmark og åbner samtidig op for nye måder at opleve kunst på i byen. Når kunsten flytter ud i byrummet, kan den være med til at skabe både eftertanke, genkendelse og nye blikke på de steder, vi færdes, siger Pia Wirnfeldt, museumsdirektør, CLAY Keramikmuseum Danmark.

De første placeringer knytter sig blandt andet til Middelfart Station, Trådværket, Maritim Center Lillebælt, Middelfart Rådhus og CLAY Keramikmuseum. Her bliver Middelfartkrukken et kunstnerisk og identitetsskabende element i byens grønne byrum og en del af den samlede fortælling om en by, der udvikler sig og bindes tættere sammen.

Lanceringen finder sted fredag 27. marts 2026 klokken 15.00 ved indgangen til CLAY Keramikmuseum Danmark, Kongebrovej 42, 5500 Middelfart. Ved lanceringen vil der være velkomst, åbningstaler samt præsentation af Middelfartkrukken og tankerne bag – blandt andet af ved keramiker og skulptør Per Ahlmann.