Sociale ydelser:

Kontrolindsats gav højeste resultat i fem år

13-08-2026

Middelfart Kommunes Kontrolgruppe har i 2025 opnået tilbagebetalingskrav og fremadrettede besparelser for i alt 5.488.660 kroner. Det er det højeste resultat i de seneste fem år.

indgang til borgerserive Middelfart Rådhus

Kontrolgruppen arbejder for at sikre, at sociale ydelser udbetales på et korrekt grundlag, så borgerne får de ydelser, de er berettiget til – hverken mere eller mindre.

Kontrolgruppen har i 2025 modtaget 206 henvendelser fra borgere og kommunale medarbejdere om undringer vedrørende økonomiske forhold, og har gennemført 21 virksomhedskontroller fordelt på 18 virksomheder.

Kontrolarbejdet sker i tæt samarbejde med blandt andre Skattestyrelsen, Politiet, Udbetaling Danmark og andre kommuner. I 2025 har Kontrolgruppen politianmeldt syv sager om muligt socialt bedrageri, og Retten i Odense har behandlet to sager, hvor borgere blev dømt for socialt bedrageri.

– Kontrolarbejdet handler ikke kun om økonomi. Det handler også om retfærdighed og om at sikre lige vilkår for de mange borgere og virksomheder, der følger reglerne, siger formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget, Line Thingberg.
Middelfart Kommune fortsætter indsatsen i 2026.

Fakta
• Økonomisk resultat i 2025: 5.488.660 kr.
• Undringssager: 206
• Virksomhedskontroller: 21
• Politianmeldelser: 7

For yderligere oplysninger kontakt:
Mette Schmidt
Leder, Borgerservice
tlf. 3052 6381
mette.schmidt@middelfart.dk