Når Royal Run løber gennem Middelfart 2. pinsedag, bliver det med 3 ruter, der viser byen fra sin allerbedste side - omgivet af Lillebælt, i maritime rammer, gennem brostenbelagte gader, skovstrækninger og forbi historiske bygninger.
- Vi er stolte af at kunne vise Middelfart frem på denne måde med ruter, der binder det hele sammen. Det er ikke bare kulisser, man møder. Ruterne viser omverdenen og minder os selv om, hvordan vi som kommune formår at bruge vores styrker - naturen, historien, klimaindsatsen, keramikken og nærheden - til at skabe fællesskaber og trivsel i hverdagen, siger borgmester Anders Møllegård.
Ruterne er tilrettelagt, så både gående og løbere får en helstøbt oplevelse af Middelfart - uanset distance. På 10-kilometer-ruten bevæger deltagerne sig op på den Gamle Lillebæltsbro, hvor udsigten over bæltet og den gamle søfartskøbsstad gør oplevelsen helt særlig. På 5-kilometeren kommer deltagerne til at løbe over grønsværen på Middelfart Stadion.
Naturen ligger som en ramme om ruterne, hvor by smelter sammen med både skov og vand - og deltagerne vil løbende møde aktiviteter og heppezoner rundt langs ruterne.
Det maritime Middelfart
En stor del af ruternes forløb går helt tæt på Lillebælt - med udsigt til både Fænø, den nye Lillebæltsbro og Den Gamle Lillebæltsbro, som i generationer har bundet landsdele sammen. Det maritime miljø omkring havnen og langs bæltet danner en stemningsfuld ramme om løbet. Herfra fører ruterne deltagerne forbi CLAY Keramikmuseum og videre ud mod Hindsgavl og dyrehaven.
Brosten, byliv og kulturhistorie
Fra havnen bevæger ruterne sig ind gennem Middelfarts historiske bymidte. Her passerer deltagerne brostensbelagte gader, hyggelige byrum og handelslivet i Algade og omkring Torvet, hvor butikker og caféer er med til at skabe liv og stemning. Undervejs møder man kulturhistoriske perler som Henner Friisers Hus og det kommende psykiatrimuseum MIND i Teglgårdsparken, hvor fortællinger om både fortidens og nutidens syn på mental trivsel bliver en del af oplevelsen.
Ruterne:
- One mile-ruten:
Gammelhavn • Henner Friisers Hus • Torvet/Algade - 5 km.-ruten:
Lillebælt • Middelfart Stadion • CLAY • MIND - 10 km.-ruten:
Den Gamle Lillebæltsbro • CLAY • MIND • Hindsgavl Dyrehave
Gå på opdagelse i det interaktive kort over ruter og seværdigheder.
Trafik og beredskab på dagen
Royal Run vil medføre midlertidige trafikale ændringer og vejspærringer langs ruterne på løbsdagen. Afspærringerne er nødvendige for at sikre en tryg og sikker afvikling af arrangementet, og der er planlagt et omfattende beredskab i tæt samarbejde med politi, brand og sundhedsmyndigheder.
Berørte naboer er orienteret, og der arbejdes på at begrænse generne mest muligt. Der opfordres til at planlægge transporten i god tid og benytte cykel, gang eller kollektiv trafik.
Find mere praktisk information om Royal Run i Middelfart 25. maj 2026.




