Grønt lys til festdag i Middelfart:

Butikker i bymidten kan holde åbent under Royal Run

16-04-2026

Erhvervsstyrelsen har givet dispensation, så butikkerne i Middelfart bymidte kan holde åbent 2. pinsedag 2026, når Royal Run forvandler byen til en stor folkefest.

Når Royal Run rammer mandag 25. maj, bliver det med både løbesko, kongeligt besøg, tusindvis af deltagere og en bymidte, der får lov til at summe af liv. Erhvervsstyrelsen har nemlig givet dispensation, så butikkerne i Middelfart bymidte kan holde åbent på dagen.

Der er allerede solgt 14.000 startnumre til Royal Run i Middelfart, og dertil kommer et stort antal tilskuere og besøgende. En væsentlig del af arrangementet kommer til at foregå i og omkring bymidten, hvor både rute og publikumsområder bliver en del af oplevelsen. Med dispensationen kan butikkerne nu være med helt tæt på, når byen åbner sig og tager imod de mange gæster – herunder H.M. Kongen.

- Royal Run handler om meget mere end løb. Det handler også om fællesskab, stolthed og om at samle byen om en helt særlig begivenhed. Derfor er det meget positivt, at butikkerne i Middelfart bymidte nu kan holde åbent 2. pinsedag og være med til at gøre dagen til en folkefest for både lokale og de mange gæster, der kommer til Middelfart, siger borgmester Anders Møllegård.

For Middelfart er dispensationen, som kommunen har søgt Erhvervsstyrelsen efter ønske fra Middelfart Handel, en vigtig brik i forberedelserne frem mod Royal Run 2026. Med åbne butikker i bymidten får byen mulighed for at vise sig fra sin mest levende side. Gaderne kan blive fyldt med både løbere, familier, heppekor, gæster og nysgerrige besøgende, mens butikker, caféer og byliv er med til at sætte scenen for en dag, der rækker langt ud over selve løbet.

Middelfart Kommune ser frem til Royal Run 25. maj, hvor byen bliver fyldt med glade mennesker, stærkt fællesskab og masser af aktivitet i hjertet af Middelfart. Bliv klogere på Royal Run 2026 i Middelfart på middelfart.dk/royalrun.