Når de kongelige snører kondiskoene i Middelfart 2. pinsedag, er det første gang på Fyn siden Nyborg i 2023. 14.000 deltager og tusindvis af tilskuere bakker op, når startskuddet lyder til det første Royal Run i Middelfart nogensinde.
Borgere og gæster inviteres til at tage del i folkefesten, hvad enten de løber, går eller hepper fra sidelinjen. Med distancer på one mile, 5 km og 10 km er der plads til både store og små, unge og ældre til Royal Run i Middelfart.
Det bliver en dag, hvor borgere på tværs af generationer sammen skaber minder og viser Middelfart Kommune frem for Kongefamilien, for de mange, der kommer på besøg, og for de mange, der følger med hjemme fra stuerne. Oplevelsen skal skabe stolthed lokalt - og bekræfte, at Middelfart er et af Danmarks bedste steder at leve, bo, arbejde og besøge.
- Jeg mærker ofte den glæde på egen krop, som det er at motionere omkring Middelfart, og jeg har mange favoritruter selv. Derfor er jeg særlig stolt af, at vi kan invitere hele Danmark til at opleve vores unikke rammer - fra Lillebælt til bymidten. Royal Run bliver en kæmpe festdag, hvor fællesskab, glæde og bevægelse går hånd i hånd, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.
Fællesskab i natur og maritime rammer
Middelfart er kendetegnet ved sin særlige beliggenhed mellem broerne ved Lillebælt, hvor skov og bælt smelter sammen med Gammel Havn og købstad. Her er natur, byliv, kultur og maritime omgivelser ikke blot et smukt bagtæppe, men en aktiv del af hverdagslivet, der bringer mennesker sammen.
Middelfart Kommune understøtter friluftslivet til lands og til vands og har fokus på at sikre tilgængelighed i balance med naturen. Stisystemer indbyder til at lade bilen stå og bruge fødder eller cykel til skole, arbejde, kultur- og naturoplevelser. De smukke omgivelser er ressourcer for både sundhed og livskvalitet - og Royal Run viser, hvordan vi kan bruge Middelfarts rammer aktivt for store fælles oplevelser.
En løftestang for mere bevægelse
Royal Run er mere end én dag i kalenderen. For Middelfart Kommune er eventet en løftestang for mere bevægelse i hverdagen - både før, under og efter - og en mulighed for at engagere nye motionister, familier og fællesskaber på tværs af byen og oplandet. Bevægelse skal være for alle, og derfor inddrager vi skoler, dagtilbud, plejecentre og sociale tilbud i arbejdet med at løfte denne opgave.
Samarbejde med Lillebælt i Løb
Royal Run i Middelfart gennemføres i tæt samarbejde med 'Lillebælt i Løb', der i mange år har skabt store, folkelige begivenheder i kommunen, herunder Lillebælt Halvmaraton. Samarbejdet sikrer både professionel afvikling og stærk lokal forankring, hvor borgere, foreninger og frivillige spiller en central rolle.

