Middelfart Kommune beskytter fremtidens drikkevand

Ambitiøs indsatsplan er godkendt

03-09-2025

Middelfart Byråd har endeligt vedtaget ”Indsatsplan for Grundvandsbeskyttelse”. Med planen tager kommunen et stort skridt for at sikre, at vi også i fremtiden har adgang til rent drikkevand med minimal behandling – til gavn for både miljøet, borgerne og kommende generationer.

Klimaudfordringer og pesticidrester presser vores grundvand. Al drikkevand, der sendes til forbrugere, overholder gældende krav, men for at sikre rent drikkevand mange år frem, kræver det handling nu.

Derfor indeholder den netop godkendte ”Indsatsplan for Grundvandsbeskyttelse” 34 konkrete indsatser, der skal være med til det. Det mest markante tiltag er et forbud mod brug, opbevaring og håndtering af pesticider i de mest sårbare områder, hvor grundvandet dannes. Disse såkaldte prioriterede områder dækker cirka 1.200 hektar, heraf omkring 800 hektar landbrugsjord.

- Vi står med et fælles ansvar. Hvis vi ikke passer på vores grundvand nu, risikerer vi, at fremtidens drikkevand bliver både dyrere og sværere at sikre. Med indsatsplanen handler vi i tide – for vores børn, børnebørn og alle kommende generationer, siger Jes Rønn Hansen, formand for Klima, Natur og Genbrugsudvalget.

Indsatsplanen lægger op til et styrket samarbejde mellem kommunens vandværker for at sikre en mere retfærdig fordeling af udgifterne. Et af forslagene er at etablere et grundvandssamarbejde med en fælles vandfond, der kan være med til at finansiere indsatsen. Den endelige model for samarbejdet – herunder om deltagelse bliver frivillig eller obligatorisk – skal dog først besluttes politisk af Klima, Natur og Genbrugsudvalget. Hvis et fælles samarbejde bliver vedtaget, kan det blandt andet medføre en mindre stigning i vandtaksten, der forventes at ligge på omkring 200-250 kroner om året for en gennemsnitlig husstand.

- Med grundvandssamarbejdet skaber vi en solidarisk løsning, hvor vi deler både ansvar og udgifter. Det er en investering i vores fremtid – og et vigtigt skridt, hvis vi vil undgå langt dyrere løsninger senere, fortæller Jes Rønn Hansen.

Planen går hånd i hånd med kommunens Klimaplan 2.0 og aftalerne i den nationale Grøn Trepart. Ved at tænke på tværs af indsatser og projekter kan kommunen skabe multifunktionelle løsninger, hvor grundvandsbeskyttelse kombineres med andre grønne initiativer som skovrejsning, naturgenopretning og vedvarende energianlæg.

Det betyder, at Middelfart Kommune ikke kun beskytter drikkevandet – vi styrker også biodiversitet, klima og lokal udvikling på samme tid.

Forslaget til indsatsplanen har været i offentlig høring fra februar 2025 til maj 2025. I alt er der modtaget 32 høringssvar fra borgere, vandværker og organisationer, og flere af dem har ført til justeringer, der har gjort planen mere robust og fremtidssikret. Hele indsatsplanen kan læses her.