Informationsmøde for byrådskandidater til Kommunalvalg 2025

24-06-2025

Middelfart Kommune er vært for informationsmøde for interesserede byrådskandidater til Kommunalvalg 2025

Overvejer du at stille op til Middelfart Byråd ved kommunalvalget 2025, eller er du allerede kandidat? Middelfart Kommune inviterer dig til et inspirerende og informativt møde, hvor du kan blive klogere på om kommunens virke og de generelle vilkår for byrådsarbejdet i Middelfart Kommune.

Vi ønsker at understøtte alle politiske kandidater på en åben og ensartet måde, og derfor har vi planlagt en aften fyldt med nyttig viden, dialog og inspiration. Du vil få et overblik over kommunens opgaver, organisation og økonomi samt indsigt i de aktuelle politiske og administrative dagsordener.

Under mødet møder du repræsentanter fra kommunens forskellige fagområder, der vil give korte introduktioner og besvare dine spørgsmål. Du får også mulighed for at tale med erfarne byrådsmedlemmer om deres oplevelser og erfaringer med det politiske arbejde i kommunen.

Vi holder to identiske møder for at sikre, at så mange som muligt har mulighed for at deltage. Begge aftener er der sørget for forplejning med sandwich og vand.

Møderne foregår begge i Byrådssalen på Middelfart Rådhus – Nytorv 9, 5500 Middelfart – og er henholdsvis 21. august 2025 klokken 17.00–19.00 og 25. august 2025 klokken 17.00–19.00.

Tilmeld dig informationsmøderne her: Informationsmøde for byrådskandidater

Program til informationsmøderne

Velkomst og introduktion

  • Kommunaldirektør Steen Vinderslev byder velkommen og giver et samlet overblik over kommunens struktur, økonomi og politiske organisering.

Temastande med forvaltningen

  • Deltagerne besøger to ud af fire temastationer med oplæg og dialog om kommunens fagområder:
    • Job og vækst
    • Klima, teknik og miljø
    • Social, senior og sundhed
    • Børn, unge og kultur

Pause og let forplejning

Plenum: Erfaringer fra nuværende byrådsmedlemmer

  • Hør om deres vej ind i byrådet, deres første tid i det politiske arbejde – og stil dine spørgsmål.

Mulighed for valgteknisk rådgivning

  • Efter programmet kan du stille spørgsmål til Anne Hammershøj, juridisk konsulent, om alt det valgtekniske.