Middelfart Kommune indfører whistleblowerordning

17-12-2021

Ny whistleblowerordning for ansatte og andre personer med en arbejdsmæssig tilknytning til Middelfart Kommune skal medvirke til at forebygge alvorlige fejl og forsømmelser.

Den 17. december træder en ny whistleblowerordning i kraft i Middelfart Kommune. Tidligere ansatte, samarbejdspartnere, frivillige, praktikanter og leverandører kan anonymt ytre sig om kritisable forhold i Middelfart Kommune uden at frygte for negative konsekvenser.

Indberetninger til whistleblowerordningen sker elektronisk via en webportal og håndteres af Bech-Bruun som ekstern leverandør. Indberetninger, der falder indenfor ordningen, som der skal ske nærmere undersøgelse af, overgår til Middelfart Kommunes Whistleblowerenhed, men indberetningen behandles først af Bech-Bruun, og Bech-Bruun vurderer altid den interne whistleblowerenheds sagsbehandling, inden en sag afsluttes.

Ordningen skal ses som et supplement til den direkte og daglige kommunikation på arbejdspladsen og det almindelige arbejdsmiljø-, ledelses- og tillidsmandssystem, som også fremadrettet vil være det primære samarbejds- og dialogforum.
Byrådet har besluttet at indføre ordningen som følge af et EU-direktiv.

Hvad kan der whistleblowes om og hvordan? Læs mere her.