Forslag til lokalplan nr. E14-1 Delvis aflysning af Lokalplan E14 for Tjørnevænget 8, Ejby, Matrikel 39d, Ejby By, Ejby

10-09-2025

Forslag til lokalplan nr. E14-1 Delvis aflysning af Lokalplan E14 for Tjørnevænget 8, Ejby, Matrikel 39d, Ejby By, Ejby sendes hermed i 4 ugers offentlig høring fra 10. september til 8. oktober 2025. Lokalplanen er af typen lokalplan af mindre betydning. Kommunalbestyrelsens beslutning om at ophæve en del af eller hele lokalplanen sker på samme måde, som når der udarbejdes en ny lokalplan, også selvom ændringen fremstår, som en ubetydelig mindre teknisk ændring.

Figur 3 Matrikel 39d, Ejby By

Formålet med planen er at udtage matrikel 39d, Ejby By på Tjørnevænget 8, Ejby af Lokalplan NR 14, 1979. I forbindelse med vedtagelse af Kommuneplan 2025-37 vedtog kommunalbestyrelsen i juni 2025, at kommuneplanramme E.07.05 til erhverv udtages af kommuneplanen. Matrikel 39d, Tjørnevænget 8, Ejby, overføres til boligramme B.07.10, svarende til faktisk anvendelse til bolig i den nye kommuneplan. Dermed kan den berørte matrikel 39d, Ejby By udgå af lokalplan E14, da der er bolig, og der ikke drives industrierhverv på ejendommen.

 Kommunalbestyrelsen kan i følge Planlovens §33 ophæve dele eller hele lokalplanen, når planlægningen for området ikke længere findes nødvendig eller ikke er tidssvarende. Herefter gælder kommuneplanens rammebestemmelser for området og byggeloven. Kommunalbestyrelsens beslutning om at ophæve en del af eller hele lokalplanen sker på samme måde, som når der udarbejdes en ny lokalplan, også selvom ændringen fremstår som en ubetydelig mindre teknisk ændring.

Høring

Forslag til lokalplan nr. E14-1 er fremlagt til offentlig høring i perioden fra 10. september 2025 til 8. oktober 2025. Forslaget kan ses på www.plandata.dk og hjemmeside www.middelfart.dk  

Indsigelser eller ændringsforslag skal være modtaget som digitalpost senest d. 8. oktober 2025. Se planforslaget 

 

Er du borger, kan dit høringssvar sendes via MitID på borger.dk. Er du virksomhed, kan dit høringssvar sendes via Virk.dk

 

eller sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen, Nytorv 9, 5500 Middelfart.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i myndigheders sagsbehandling. Indkomne bemærkninger er omfattet af reglerne om aktindsigt og vil desuden blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling af sagen.

Midlertidige retsvirkninger

Fra og med 10. september 2025 (datoen for offentliggørelse) må ejendomme, der er omfattet af planforslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold. Bestemmelsen finder kun anvendelse indtil lokalplanen er vedtaget endeligt og offentliggjort, dog højst 1 år efter offentliggørelsen af forslaget. Efter udløbet af fristen for indsigelser kan Byrådet tillade, at en ejendom, der er omfattet af planforslaget, bebygges eller udnyttes efter forslaget, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen og der ikke er tale om at påbegynde et større byggearbejde mv.

Screening efter lov om miljøvurdering

Der er gennemført en screening af planforslaget i henhold til Lov om miljøvurdering og på den baggrund truffet afgørelse om ikke at udarbejde en egentlig miljøvurdering. Screeningen er vedhæftet plandokumentet. Miljøscreeningen offentliggøres på kommunens hjemmeside og plandata.dk den 10. september 2025

Klagevejledning – screening efter lov om miljøvurdering

Hvis du ønsker at klage over afgørelsen efter lov om miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet. Fristen for at klage udløber 4 uger efter miljøscreeningen er offentliggjort.

Du klager via Klageportalen, som du finder på borger.dk og Virk.dk. Du logger på ligesom du plejer, typisk med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Klagegebyrets størrelse kan ses på nævnets hjemmeside https://naevneneshus.dk/.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Teknik- og Miljøforvaltningen Nytorv 9, 5500 Middelfart eller med sikker post til Teknik og Miljøforvaltningen.

  Send sikker post til Teknik- og Miljøforvaltningen

 

    Send sikker post til Teknik- og Miljøforvaltningen

Middelfart Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. Vil man anlægge retssag, skal man gøre det inden 6 måneder, jf. planlovens § 62, stk. 1.

Yderligere information

Eventuelle spørgsmål kan rettes til byplanlægger Winnie Lund på teknik@middelfart.dk eller på tlf. 6340 4300.