Du kan være med som deltager i kondisko, som hepper, som frivillig - eller du kan være med som gæst på dagen og bruge de mange spændende oplevelser på ruten. Her møder du nogen af dem, der er med til at skabe folkefesten.
Vi er med!
Der er mange måder at være involveret i Royal Run. Royal Run er nemlig meget mere end et løb. Det er noget, vi skaber og oplever sammen.

"Det er rart at løbe sammen og få bevæget sig. Hvis vi ikke havde løbet sammen, så var jeg nok ikke kommet i gang. Jeg glæder mig til Royal Run til sommer, og til måske at se den danske konge."
- Andrii Huz (blå jakke) 16 år, løbetræner med Ungehuset og har startnummer til Royal Run

"Jeg kunne rigtig godt lide alle de lege vi lavede, og at snakke med Vibeke (beboer) og det hun fortalte om kronjuvelerne, at de var meget værdifulde."
- Lilje, 6 år, barn i Egetræet Børnehus og deltager i Royal Side Run på Egebo Plejehjem

"Jeg har været løbsleder i næste 20 år, men det er noget helt særligt at være involveret i Royal Run. For mange er det første gang, de deltager i et motionsløb, så her kan det virkelig rykke ved folkesundheden at få plantet et frø af glæde ved bevægelse."
- Mads Stryhn, ansvarlig for løb og sikkerhed ved Royal Run i Middelfart

"Jeg kan lide at bygge på båden og hygge med de andre."
- Tristan, 15 år, bruger af UngHavn Middelfart, som kan opleves til Royal Run

”For mig handler det ikke så meget om tiden og længden, men mere om at få sig rørt, mærke pulsen og mærke kroppen bliver brugt.”
- Gerda Hovmand, 76 år, guide ved Bridgewalking Lillebælt og deltager i Royal Run

"Royal Run kan ikke bæres af én projektleder, én afdeling, én forening eller én ildsjæl. It takes a village. Eller i vores tilfælde: En hel kommune."
- Minna Væver, projektleder, Royal Run i Middelfart
”Royal Run giver mennesker som mig selv følelsen af at have en stemme og kunne gøre en forskel i et miljø, som er åbent, ligeværdigt og sprængfyldt med god energi.”
- Lærke N. Østerkjærhus, 16 år, elev på Viby Efterskole og bidrager til underholdningen ved Royal Run

”Jeg tror også, det bliver helt specielt, når kongen og folket løber sammen, og vi kan have noget tilfælles som folk. Forskellene mellem os forsvinder og bliver byttet ud med fællesskab.”
- Nicklas Hvenegaard, elev på STU og har startnummer til Royal Run
”Tager man del i fællesskabet, så sikrer vi, at samhørigheden i Middelfart lever videre - også når de ’gamle soldater’ en dag trækker sig tilbage.”
- Nete og Ole Østergaard


