Program for Royal Run

Når Royal Run kommer til Middelfart, bliver byen til én stor oplevelse. Her bygger vi bro mellem naturen og byen, og mellem mennesker.

Langs havnen, gennem byens gader og på pladserne kan du opleve, hvordan Middelfart bruger sine styrker – naturen, fællesskabet og kulturen – til at skabe liv og trivsel.
Det du møder, er ikke kulisser, men en hverdag i bevægelse. En dag, hvor hele byen er med.

Med mere end 50 lokale aktører, der er med til at skabe folkefesten, er der nok at dykke ned i. Her får du et udpluk af hvad der sker.

Underholdningsprogram 25. maj 2026

Eventzone A: Havnegade - liv ved vandet

Her starter Royal Run. Løberne står klar langs kajen, mens publikum finder pladser i solen, spiser streetfood og nyder stemningen ved vandet. Langs hele Havnegade er der liv, aktiviteter og god plads til bare at hænge ud og være med fra begyndelsen.

Medvirkende: Krings, Emmys Kaffebar, Café Rita, Pappas pizza, Kreaværk, Café Razz, Middelfart Jazzfestival, Rock under Broen og Bridgewalking

Eventzone A: Herman Jensens Anlæg – lounge midt i det hele

Her er loungestemning, kolde drikke, foodtrucks og plads til bare at hænge ud. Du kan høre starterne i baggrunden, med stemningen fra Havnegade hele vejen rundt om dig. Ud mod vandet finder du kreative selfiespots med “Middelfart, Sneglefart og Fuld Fart” – klar til et billede med et glimt i øjet og broerne i baggrunden.

Medvirkende: Middelfart Jazzfestival, Designer Bo Larsen/Creazion

Eventzone A: BlueZone – liv på vandet

I BlueZone samles Middelfarts blå foreninger og bringer livet på vandet helt ind på land. Prøv kræfter med et ergometer, kom tæt på de klinkbyggede smakkejoller og oplev stemningen med signalflag og aktivitet. Du kan også prøve at sejle modelskibe i et kæmpe bassin – eller tage plads i en kajak og mærke vandet helt tæt på.

Medvirkende: Middelfart Sejlklub, Middelfart Roklub, Kajakklubben Strømmen, Lillebælt Smakkelaug

Eventzone A: Torvet – folkelig fest midt i byen

Midt i byen finder du Torvet, hvor stemningen er høj og helt nede på jorden. Her samles folk omkring musik, mad og løbet, mens snakken går og glassene fyldes. Duften af mad blander sig med lyden af musik, og der er plads til både det enkle og det lidt friskere – alt sammen midt i mylderet. Stil dig langs ruten eller slå dig ned og vær med dér, hvor byen mødes.

Medvirkende: Guldkronen, Slagteren på Odensevej, Sixtus Sinatur Foodtruck

Eventzone A: KulturØpladsen – børnenes sted

Midt i det hele finder du et rum til de yngste. Her kan børnene få ansigtsmaling, lege og tage en pause fra mylderet. Et sted, hvor tempoet sænkes lidt – og hvor der stadig er plads til grin og nysgerrighed.

Medvirkende: Middelfart Bibliotek, Café Rita, Oscars Kaffebar og Panorama Middelfart

Eventzone B: Stadion – her kan du selv være med

Her er det ikke kun løberne, der er i gang. På Stadion kan du prøve dig selv af over for Middelfart Boldklubs spillere, møde lokale klubber og opleve glæden ved bevægelse helt tæt på. Det er et sted, hvor man ikke bare kigger på, men deltager.

Medvirkende: Middelfart Boldklub, MG&BK, MG&BK Gymnastik

Eventzone C: Teglgårdsparken – fællesskabet helt tæt på

Her er der plads til at mødes. Foreninger, frivillige og initiativer er samlet og inviterer til aktiviteter og samtaler, med højt til himlen og god plads. Her kan du opleve løbet og mærke hvordan byen summer omkring dig. Du kan være med, prøve noget nyt eller bare gå en tur igennem og mærke, hvad der binder byen sammen.

Medvirkende: MIND Museum, Sindssyg God Søndag, Middelfart Stingers, Hjerterum, Talentspejderne, Boblberg, Selvhjælp Middelfart & Fredericia, Mentorforeningen, DIF Soldaterprojekt, Red Barnet

Eventzone D: Nytorv – der hvor det hele samles

Her ender det hele. Løberne kommer i mål, og stemningen løfter sig i takt med hvert eneste skridt over stregen. Musikken spiller fra scenen, folk samler sig tættere, og applausen breder sig på tværs af pladsen. Det er her, man bliver hængende lidt længere. Med noget at spise og mulighed for at følge de løbere, der er kommet godt i mål.

På scenen er der lokale bands og kunstnere der optræder hele dagen:

Tid Kunstner
Kl. 10.00 DJ - William
Kl. 11.00-11.30 Middelfart Musikskole
Kl. 11.45-12.15 Voldbygaard koret
Kl. 12.30-13.00 Middelfart Musikskole
Kl. 13.20-14.20 Playtime duo
Kl. 14.40-15.10 Sun "Light" Brothers 
Kl. 15.30-16.00 Sun "Light" Brothers 
Kl. 16.10-17.00 Melissa
Kl. 17.15-18.00 Anette Dyrlund 

Medvirkende: Middelfart Handel, Møllers Fisk, Kvickly og kunstnerne

Oversigtskort over events i forbindelse med Royal Run i Middelfart

Royal Run i Middelfart - webbanner

TOPFOTO:

© Claus Fisker