Lovgrundlag:
Lov nr. 1640 af 26.12.2013 (Lov om ændring af folkeskoleloven og andre love)
Bekendtgørelse nr. 1074 af 14. 09. 2017 (skolebestyrelsesbekendtgørelsen)
Regler for valg til skolebestyrelserne fastsættes i et bilag til vedtægten for styrelsen af kommunens skolevæsen.
Reglerne skal bl.a. indeholde følgende:
1. Hvem har ansvaret for gennemførelsen af valget 2. Hvornår er valgtidspunktet
3. Afstemningsmetode – herunder muligheden for elektronisk afstemning 4. Mulighed for fredsvalg
5. Opgørelse af valget 6. Klager over valget
7. Skolebestyrelsens konstituering og tiltræden 8. Suppleringsvalg
9. Forskudte valg
10.Deltagere fra Børneuniverser 11.Ændringer i valgperioden 12.Hvordan foretages omvalg
13.Fast vederlag/diæter til skolebestyrelsens medlemmer 14.Erstatning ved dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste 15.Bekendtgørelse af valget
16.Tidsplan for afholdelse af valget
Ad 1
Det er skolens leder, der har ansvaret for, at valget gennemføres. Skolens leder sørger for at nedsætte en valgbestyrelse bestående af formanden for den afgående skolebestyrelse, et forældrevalgt medlem af den afgående bestyrelse og skolelederen selv. Skoleafdelingen bistår også ved afvikling af valget.
Ad 2
Den nye skolebestyrelse tiltræder den 1. august i det år, den er valgt, og valgperioden er som udgangspunkt 2 år. Den enkelte skole kan dog selv beslutte om muligheden for 2 årigt valg skal anvendes, eller der bliver lavet valg hvert 3. eller 4. år.
Valget til skolebestyrelsen skal være afholdt inden skolen går på sommerferie sidst i juni måned. Skolebestyrelsen har ligeledes konstitueret sig og resultatet af valget er bekendtgjort. Skolen fastsætter selv den endelige tidsplan for afholdelse af valget til skolebestyrelsen ud fra den vedtagne tidsramme for afholdelse af valget. Skolen bestemmer ligeledes selv, hvordan opstillingsmøderne bliver afholdt. Skoleafdelingen er behjælpelig med udfærdigelse af diverse standard materialer, såfremt skolen ønsker at anvende disse.
Ad 3
Afstemning til skolebestyrelserne foregår ved skriftlig afstemning.
Ved afstemning gælder følgende regler:
Er betingelserne for fredsvalg, ikke opfyldt, holdes der afstemning. Hjemmene orienteres om afstemningen, mindst 10 dage før fristen for aflevering af stemmer. Afstemningen sker ved, at hjemmene mindst 10 dage før fristen for aflevering får adgang til stemmemateriale, der kan sendes til eller afleveres på skolen eller undervisningstilbuddet.
Kommunalbestyrelsen bekendtgør på den sædvanligt benyttede måde (skolens intranet og kommunens hjemmeside) fristen for aflevering af stemmer på skolen eller undervisningstilbuddet Valgbestyrelsen sørger for, at der gives hjemmene skriftlig orientering om valget. Kandidaterne skal have mulighed for at beskrive deres holdninger og synspunkter vedrørende skolebestyrelsens arbejde i det materiale, valgbestyrelsen udsender til hjemmene. Valgbestyrelsen fastsætter tidsfristen for kandidaternes aflevering af beskrivelse af holdninger og synspunkter til skolebestyrelsens arbejde og kan fastsætte grænser for omfanget heraf.
Valgbestyrelsen kan på skolens eller undervisningstilbuddets hjemmeside offentliggøre det i nævnte materiale med kandidaternes beskrivelse af holdninger og synspunkter til skolebestyrelsens arbejde.
Ad 4
Der skal være mulighed for fredsvalg, fordi det giver en mere effektiv og lettere valghandling.
Senest 3 uger før en eventuel afstemning skal være afsluttet, kan der mellem kandidaterne aftales en opstillingsrækkefølge med henblik på fredsvalg, hvis:
1) Alle kandidater er enige i aftalen og skriftligt meddeler valgbestyrelsen dette.
2) Valgbestyrelsen kan godkende kandidatopstillingerne.
Valgbestyrelsen kan udsætte den nævnte frist, hvis den har fastsat en frist for afhjælpning af eventuelle mangler ved en opstilling.
Ved fredsvalg til skolebestyrelser med 5 forældrerepræsentanter betragtes de 5 øverste i opstillingsrækkefølgen som valgte, mens resten betragtes som stedfortrædere i den rækkefølge, hvori de er opstillet.
Ved fredsvalg til skolebestyrelser med 7 forældrerepræsentanter betragtes de 7 øverste i opstillingsrækkefølgen som valgte, mens resten betragtes som stedfortrædere i den rækkefølge, hvori de er opstillet. På skoler, hvor der skal udpeges en specialklasserepræsentant, skal det 7. mandat altid tilfalde den repræsentant for forældregruppen, der står øverst i opstillingsrækkefølgen, hvis rækkefølgen ikke giver mandat til en specialklasserepræsentant. Ikke valgte specialklasserepræsentanter betragtes tilsvarende som stedfortrædere for den valgte repræsentant for forældregruppen.
Ved fredsvalg til skolebestyrelser med forskudte valg betragtes de øverste i opstillingsrækkefølgen svarende til det antal pladser, der er på valg, som valgte, mens resten betragtes som stedfortrædere i den rækkefølge, hvori de er opstillet. På skoler, hvor der skal udpeges en specialklasserepræsentant, og det mandat er på valg, skal det sidste mandat altid tilfalde den repræsentant for forældregruppen, der står øverst i opstillingsrækkefølgen, hvis rækkefølgen ikke giver mandat til en specialklasserepræsentant. Ikke valgte specialklasserepræsentanter betragtes tilsvarende som stedfortrædere for den valgte repræsentant for forældregruppen.
Valgbestyrelsen underretter de valgte og stedfortræderne om valget. Resultatet meddeles til Kommunalbestyrelsen, der bekendtgør resultatet på den sædvanligt benyttede måde.
Ad 5
Det er valgbestyrelsen, der foretager stemmeoptælling af stemmerne straks efter valget.
Stemmeoptællingen foretages af valgbestyrelsen straks efter udløbet af fristen og under overværelse af eventuelle tilstedeværende vælgere.
Kandidaterne placeres i rækkefølge efter størrelse af deres stemmetal. I tilfælde af stemmelighed afgøres placeringen i rækkefølgen ved lodtrækning.
Ved skolebestyrelser med 5 forældrerepræsentanter betragtes de 5 øverste i rækkefølgen som valgte, mens resten betragtes som stedfortrædere i rækkefølge efter størrelse af deres stemmetal.
Ved skolebestyrelser med 7 forældrerepræsentanter betragtes de 7 øverste i stemmerækkefølgen som valgte, mens resten betragtes som stedfortrædere i rækkefølge efter størrelse af deres stemmetal. På skoler, hvor der skal udpeges en specialklasserepræsentant, skal det 7. mandat dog altid tilfalde den repræsentant for forældregruppen, der står øverst i rækkefølgen, hvis rækkefølgen ikke giver mandat til en specialklasserepræsentant. Ikke valgte specialklasserepræsentanter betragtes tilsvarende som stedfortrædere for den valgte repræsentant for forældregruppen.
Ved skolebestyrelser med forskudte valg betragtes de øverste i opstillingsrækkefølgen svarende til det antal pladser, der er på valg, som valgte, mens resten betragtes som stedfortrædere i den rækkefølge, hvori de er opstillet. På skoler, hvor der skal udpeges en specialklasserepræsentant, og det mandat er på valg, skal det sidste mandat altid tilfalde den repræsentant for forældregruppen, der står øverst i opstillingsrækkefølgen, hvis rækkefølgen ikke giver mandat til en specialklasserepræsentant. Ikke valgte specialklasserepræsentanter betragtes tilsvarende som stedfortrædere for den valgte repræsentant for forældregruppen.
Valgbestyrelsen underretter de valgte repræsentanter og stedfortrædere om valget. Afstemningens resultat meddeles til kommunalbestyrelsen, der bekendtgør resultatet efter de vedtagne regler.
Ad 6
Tvivlsspørgsmål vedrørende fremgangsmåden ved valget afgøres af kommunalbestyrelsen.
Klager over valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser, herunder om afslag på optagelse på valglisten, skal indgives skriftligt inden 10 dage efter valgets endelige opgørelse til Kommunalbestyrelsen.
Ad 7
Skolens leder indkalder den nyvalgte skolebestyrelse til et konstituerende møde, hvor alle de stemmeberettigede medlemmer vælger formand blandt de forældrevalgte medlemmer. Skolelederen leder mødet. Skolebestyrelsen tiltræder pr. 1. august det år, de er valgt.
Ad 8
Hvis et medlem udtræder af skolebestyrelsen eller dør, indtræder en stedfortræder for resten af valgperioden. Er der ved ledighed ingen stedfortrædere for skolebestyrelsens forældrerepræsentanter, forsøger skolen at supplere bestyrelsen ved at finde medlemmer til bestyrelsen i de enkelte forældreråd. Hvis det ikke lykkes, holdes der snarest muligt suppleringsvalg efter de vedtagne regler med henblik på besættelse af den ledige plads i skolebestyrelse for resten af valgperioden, og eventuelt valg af yderligere stedfortrædere. Forvaltningen fastsætter dagen for afslutning af eventuel afstemning
Ad 9
Der er som udgangspunkt valg hvert 2. år, men den enkelte skole kan dog selv beslutte om muligheden for 2 årigt valg skal anvendes, eller der bliver lavet valg hvert 3. eller 4. år. Den enkelte skolebestyrelse kan indstille, at de ønsker forskudt valg.
Ad 10
Ved Børneuniverser, hvor der er en fælles ledelse af skolen og dagtilbuddet med skolens leder som ansvarlig leder for Børneuniverset, deltager dagtilbudsleder/SFO leder altid i skolebestyrelsens/fællesbestyrelsens møder uden stemmeret.
Ad 11
Hvis kommunalbestyrelsen træffer beslutning om fælles ledelse for flere folkeskoler og oprettelse af en fælles skolebestyrelse afholdes nyvalg. Kommunalbestyrelsen fastsætter dagen for afslutning af eventuel afstemning efter kapitel 7.
Hvis kommunalbestyrelsen godkender, at en folkeskole med eventuel skolefritidsordning og et kommunalt dagtilbud skal have fælles leder og fælles bestyrelse, afholdes nyvalg. Kommunalbestyrelsen fastsætter dagen for afslutning af eventuel afstemning.
En forældrerepræsentant kan udtræde af skolebestyrelsen, når forældrerepræsentanten har meddelt forvaltningen og skolebestyrelsen skriftligt om sin udtræden og har modtaget en bekræftelse på sin udtræden fra forvaltningen. Forvaltningen orienterer Skoleudvalget herom i internt notat.
Ad 12
Ved omvalg kan kun de personer, der havde valgret ved det almindelige valg, deltage. Forvaltningen fastsætter dagen for afslutning af eventuel afstemning. Omvalg holdes efter samme regler som nævnt i bilaget til styrelsesvedtægten for Middelfart Kommunes Skolevæsen.
Ad 13
Der udbetales hverken fast vederlag eller diæter for deltagelse i skolebestyrelsens møder.
Ad 14
Der udbetales ikke tabt arbejdsfortjeneste for at deltage i skolebestyrelsesarbejdet.
Ad 15
Når valget er færdigt, sættes sammensætningen af den nye skolebestyrelse på skolens intranet, og det sættes på kommunens hjemmeside under skoleafdelingen.
Ad 16
Der udarbejdes en overordnet plan for skolebestyrelses valgets afvikling. De enkelte skoler kan så udarbejde en mere detaljeret tidsplan, der er brugbar for netop deres skole.
Den overordnede plan ser således ud:
Skoleafdeling + skoler er i dialog om det kommende skolebestyrelsesvalg mhp. at afklare evt. hjælp med standardmateriale fra skoleafdelingen
Senest 3 mdr. før afstemningsdato: Udsendelse af orientering til forældrene om valget
Senest 5 uger før afstemningsdato: Afholdelse af valgmøde
Senest 3 uger før afstemningsdato: Aftale opstillingsrækkefølge – evt. fredsvalg
Afstemningen afsluttes.
Optælling af stemmer foregår, når valget er slut.
Valget er afholdt inden skolen holder sommerferie.
Afstemning kan også afsluttes her, alt efter skolens tidsplan og så gælder samme opgaver og frister som i maj måned.



