Der er udarbejdet kommuneplantillæg 1 og lokalplan 233 for området syd for Skrillinge Strand i Middelfart. Formålet med lokalplanen er at udlægge området til boligformål med mulighed for op til 36 tæt-lav boliger eller alternativt en kombination af tæt-lav boliger og 2 åben-lav boliger samt et centralt placeret fælleshus. Ny bebyggelse kan ifølge planforslaget opføres i op til to etager og med en maksimal bygningshøjde på 6,5 m.
Lokalplanens bestemmelser sigter mod at skabe et boligområde, hvor fællesskab og godt naboskab går hånd i hånd med mulighed for privatliv. Fortætning er indarbejdet som et bærende princip, men altid med hensyn til områdets særlige placering tæt på kysten og den omkringliggende natur. Derfor indgår beplantning og grønne elementer som gennemgående strukturer mellem bygningerne, så naturen får en central rolle i både oplevelse og funktion.
I forbindelse med den endelige vedtagelse af planen er bestemmelserne blevet præciseret vedrørende placering af terrasser på 1. sal, sikring mod støjgener fra aktivitetsområdet, krav om etablering af et fælleshus med en minimumsstørrelse på 100 m² samt etablering af 1,5 parkeringsplads pr. tæt-lav bolig ved ibrugtagning. Derudover er redegørelsen suppleret i forhold til boligernes grundstørrelser samt aktivitetsstøj i henhold til Miljøstyrelsens vejledning
Offentliggørelse
Planerne kan ses på følgende link: Lokalplaner | Middelfart Kommune
Kommuneplantillæg 1 og Lokalplan 233 – Boligområde ved Skrillinge Strand i Middelfart
Planerne kan også ses på bibliotekerne i Middelfart, Strib, Nørre Aaby og Ejby.
Den endelige vedtagelse af planerne er offentliggjort på plandata.dk og annonceret på kommunens hjemmeside d. 1. juli 2026.
Retsvirkninger
Lokalplanen er bindende for de ejendomme, der ligger inden for planens område. Ifølge Planlovens § 18 må ejendomme kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg mv., der er indeholdt i planen.
Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over Byrådets vedtagelse af planerne, kan du klage til Planklagenævnet. Fristen for at klage udløber 4 uger efter planen/planerne er offentliggjort.
Efter planlovens § 58 stk. 1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om planens lovlighed, herunder dens lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages over planens hensigtsmæssighed eller rimelighed eller over, at Byrådet burde have truffet en anden afgørelse.
Du klager via Klageportalen, som du finder på borger.dk og Virk.dk . Du logger på ligesom du plejer, typisk med Mit-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Klagegebyrets størrelse kan ses på nævnets hjemmeside naevneneshus.dk .
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Teknik- og Miljøforvaltningen Nytorv 9, 5500 Middelfart eller med sikker post til Teknik og Miljøforvaltningen via Mit-ID på borger.dk:
Middelfart Kommune videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Vil man anlægge retssag, skal man gøre det inden 6 måneder, jf. planlovens § 62, stk. 1.
Plan og Byg
Middelfart Kommune


