Orientering om aflysning af forslag til lokalplan 222, samt igangsætning af ny lokalplan for Landekvarteret, Middelfart

18-09-2025

Økonomiudvalget vedtog på deres møde den 26. august 2025, se link, at aflyse forslag til lokalplan 222 for Landekvarteret, som var i offentlig høring i perioden fra den 15. januar til den 19. marts 2025.

Afgrænsning af det nu aflyste forslag til lokalplan 222.  Afgrænsningen er vist med blå priksignatur

Afgrænsning af det nu aflyste forslag til lokalplan 222. Afgrænsningen er vist med blå priksignatur

Lokalplan 222 for bevaring og udvikling af kulturmiljøet i Landekvarteret blev igangsat 28. marts 2023 på baggrund af en henvendelse fra en gruppe borgere i området.

Første udkast til lokalplanen medførte indsigelser, som gav anledning til en del til rettelser af lokalplanudkastet. Et nyt udkast blev sendt ud i høring fra 15. januar til 19. marts 2025.

I høringsperioden modtog forvaltningen 43 indsigelser, heraf en underskriftindsamling med 150 underskrifter. Hovedparten af indsigerne bemærker, at forslaget til lokalplanen generelt er for restriktivt og ønsker forslaget aflyst.
 

Igangsætning af ny planlægning

Økonomiudvalget vedtog på deres møde den 26. august 2025 desuden, at der igangsættes en ny lokalplan for Landekvarteret, som forenkler det tidligere offentliggjorte forslag, dog forsat med et sigte på bevaring af områdets ensartethed og sikring af kulturmiljøet. Det forventes, at forslag til en ny lokalplan for Landekvarteret sendes i offentlig høring i løbet af 2026.

Der vil forud for høringen af et nyt lokalplanforslag ske en inddragelsesproces af Offentligheden. Den konkrete inddragelsesproces fastlægges først politisk efter en forudgående dialog med Lokaludvalget.